AKKC henter Maiken Sparshott til Aalborg som ny teknisk chef med ansvar for at bestride og udvikle området teknik og drift. Maiken Sparshott kommer med solid international erfaring indenfor afvikling af store konferencer og events.
I går, mandag 1. december, trådte 48-årige Maiken Sparshott ind i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) som ny teknisk chef. Maiken Sparshott kommer fra en stilling som Head of Events i CIP – Copenhagen Infrastructure Partners, hvor hun har rejst rundt i store dele af verden og har afviklet konferencer og events på internationalt plan.
I stillingen som teknisk chef i AKKC bliver Maiken Sparshott både leder for AKKC’s tekniske afdeling, der inkluderer lys- og lydteknikere, samt drift- og serviceafdeling, der inkluderer AKKC’s tre Head of Production-medarbejdere samt gruppen af servicespecialister.
Derudover bliver Maiken Sparshott også en del af AKKC’s ledergruppe, der tæller direktør Nicolaj Holm, Sponsor og bæredygtighedschef Jan Kvistborg, Facility Manager Jesper Ring og pressechef Anna Højen.
International erfaring – hjem til Nordjylland
Maiken Sparshott er af international kaliber. Hun har arbejdet i udlandet gennem en årrække og derudover er hun også gift med en englænder, som til dagligt arbejder i Stockholm. Hendes tidligere stillinger har ført til faste bopæle i både Qatar og USA. Men nu er tiden kommet til, at de nordjyske rødder trækker i hende, og hun ser derfor frem til at have sin faste base i Hjørring, hvor hun bor, og Aalborg, hvor hun nu skal drage til AKKC på daglig basis.
Stillingen i AKKC beskriver Maiken Sparshott som noget af et drømmejob.